VM 1981

Bagdøren på en ældre Peugeot 404 blev åbnet, duften af parfume og varme strømmede os i møde. På forsædet sad en herre i kjole og hvidt og ved hans side sad en kvinde i lang kjole med opsat hår og diadem. De var på vej til Gallamiddag på Kystens Perle. Alligevel havde de overskud til at samle tre små, våde, kolde og ildelugtende roere op.

På landevejen langs Nivåbugten til Sletten, blev vi forhørt om, hvorfor vi dog stod der i regnvejret iført træningstøj og et splitflag. Vi forklarede om vores langtur fra Hellerup til Sletten, samt begrundelsen for vores beslutning om, at lægge båden op i Rungsted. Den myndige herre, bifaldt vores beslutning med “Hmm - det var en fornuftig beslutning, drenge”.

Men hvordan var tre små drenge på 13 år, Ian Baden, Niels “Maxi” Møller og jeg, dog havnet i sådan en prekær situation på Strandvejen i regnvejr?

Hellerup Roklub havde vist os den store tillid at give os tre drenge tilladelse til at ro op til klubbens sommerhus, Skovhuset i Sletten. Vejret var dog ikke det bedste den dag, men tilladelsen var i hus, forventningerne høje, så der var ikke noget, der kunne stoppe vores ungdommelige ukuelighed. Afsted med os, op ad kysten. Og så længe vi kunne ro kystnært, var der ingen udfordringer.

Da vi nærmerede os Rungsted, begyndte det at blæse op. Dagens lavvande ville kræve, at vi skulle krydse Nivåbugten et godt stykke ude, for at være sikre på, ikke at gå på en af de mange sten.

Sikkerhed, ansvarlighed og ikke mindst tillid, stod nu over for den store fristelse, forventningerne og det ungdommelige vovemod. Vi besluttede dog meget modstræbende og med stor ærgrelse at lægge båden op i Rungsted Roklub.

Den hvide strandvejsbus var lige kørt og den næste ville først komme om 2 timer, så det var bare ud med tommelfingeren og langtursflaget i håb om lidt national medfølelse.

Der var ikke den store forståelse for vores bøn om en hjælpende hånd blandt bilisterne.

Efter tre kvarter i silende regn, stopper en ældre Peugeot 404, sideruden blev rullet ned og en myndig, men venlig stemme sagde: ”Hop ind drenge!”

Min nysgerrighed var vakt, og den overvandt min generthed, så jeg tillod mig at spørge om “Hvem?”, vi var oppe at køre med. Svaret var kort og kontant “Gudmund Schack”, men navnet sagde dog ingen af os noget.

MEN, da vi fortalte vores historie i Skovhuset, blev vi bekræftet i at have oplevet noget ganske særligt, “Er I klar over, det er ham der roer med Kongen!?”

Ingen kunne den gang vide, at Gudmund Schack ti år senere skulle blive min bedste legekammerat, en reservebedstefar og et stort forbillede. Han var 84 år og jeg var 24 år.

.
Jeg blev meldt ind Hellerup Roklub i foråret 1970, hvor Karl Møller Rasmussen (Konditoren) ville genskabe en ungdomsafdeling, HRU, sammen med bl.a. to dygtige og dedikerede instruktører, Per Hallengren og Mogens Thomsen.

Som en vigtig del af uddannelsen til at blive ”ROER”, viste de os ungdomsroere stor tillid. Når de havde vurderet, at vores romæssige faglighed og sikkerheden var i orden, gav de os muligheder for at ro ture, man normalt ikke fik lov til i vores alder, f.eks. en weekendtur til klubbens sommerhus.

Senere blev scullerroning min passion. Tilladelsen til at gå på vandet kunne opnås ved at ringe til Direktøren for Kampmann’s, Ole Formand. Min opringning var ofte belejlig og glædelig, da den kunne bruges som undskyldning for, at han kunne gå tidligere fra kontoret, for selv at kommer på vandet. Tillid er godt, men kontrol er bedre.

Denne passion for scullerroning, blev også begyndelsen på min kaproningskarriere. På Maribo Sø, vandt jeg i 1973 min første medalje i roning, ved at slå Per Rasmussen fra Svendborg Roklub, den senere bronzevinder ved OL i Los Angeles 1984, hvor han for øvrigt (af økonomiske grunde) repræsenterede Hellerup Roklub.

For første gang i mit liv fik jeg et synligt bevis på at være god til noget på egen hånd, - et kæmpe boost af selvværdet, som var svært at håndtere. Jeg kunne ikke være i min krop af stolthed og havde mistet jordforbindelsen, - medaljen hang uden på trøjen hele vejen hjem i toget til Lyngby, - og som en KR-roer så sødt sagde, “Det er jo ikke et VM, du har vundet!”

Den medalje er jeg, den dag i dag, stadig mest glad og stolt over. Den tilhørende bådplakette kan ses i “Udhængsskabet”: "1973 Drengesculler, Maribo Sø”. Hellerup var ikke optimalt for mine ambitioner med kaproning, så jeg valgte også at melde mig ind i Bagsværd Roklub. Her kunne jeg finde flere legekammerater med samme ambitioner.

.
Da jeg blev senior kaproer, indhentede fortiden mig. De 3½ års hospitalsophold på Hornbæk i min barndom med slidgigt i hoften satte nu en begrænsning for min fysiske formåen. Min teknik og psyke kunne ikke længere kompensere for min manglende fysik. Jeg valgte at stoppe min aktive kaproningskarriere og i stedet koncentrere mig om mine ingeniør studier.

Efter endt uddannelse var min kærlighed til kaproning stadig intakt. Savnet af mine gamle rokammerater gjorde, at jeg måtte genopfinde mig selv som styrmand på trods af min størrelse. Jeg kunne presse min vægt ned til 51,2 kg, som godt nok stadig er 1,2 kg overvægt. Jeg forsøgte at kompenseres for overvægten ved at udvise større modenhed end de normalt yngre og mindre styrmænd, og med min facilitering af holdet på det materielle og organisatoriske område.

I den forbindelse, kom jeg i kontakt med træner John Faulkner. Vi stod sammen en sommerdag i 1980 på Bagsværd Rostadion og betragtede det endelige udtagelsesløb for, hvem der skulle repræsentere Danmark til VM i letvægtsdobbeltsculler (ML2X). De fem kvalificerede hold, havde gennem hele sæsonen slået hinanden på skift, hvorfor DFfR havde besluttet denne fremgangsmåde.

Som nyuddannet ingeniør og rationaliseringsekspert, røg det ud af munden: ”Sikke dog et ressourcespild. Her er 10 kvalificerede roere, og så sender man kun 2”, til hvilket John Faulkner svarede: ”Jeg kunne da godt tænke mig at lave en otter”. Det blev starten på TEAM FAULKNER, som i første halvdel af 80’erne blev verdens mest succesfulde ro organisation, og som gjorde Danmark til den mest vindende nation ved verdensmesterskaberne i letvægtsroning i 1983 og 84.

TEAM FAULKNER’s første projekt var at lave en letvægtsotter (ML8+) af de resterende 8 roere, der ikke kvalificerede sig til VM i ML2X. Med mig som styrmand og organisator. De blev inviteret til et møde, hvor der blev givet håndslag på, at vi i den kommende sæson ville satse på en ML8+.

Jeg var nyforelsket og havde aftalt med min kæreste, at tage på en længere drømmerejse til Indien. Som lovet og drømt, så gjort, og efter 6 måneders rundrejse i Indien, med livsomvæltende oplevelser, indtryk og nyerhvervede erfaringer, var projektet med ML8+ meget langt væk og nærmest glemt.

Postkontoret i Calcutta var et mail-point på turen. Under Poste Restante lå et brev fra træner John, som havde ligget der i næsten 3 mdr. ”Get your ass out of India and get home soon”. Jeg måtte nødvendigvis en tur på General Post Office og foretage et long distance call to Denmark for at få en bekræftelse på, at muligheden som cox for ML8+ stadig eksisterede. I kampens hede glemte jeg tidsforskellen mellem Indien og Danmark, så der var ingen svar i den anden ende. På det sidste ring svarede en søvndrukken John, der var blevet vækket kl. 5, med ”Where are you, we are waiting for you?” Mit svar om at ”jeg er stadig i Indien”, gjorde John lysvågen. Han røg direkte op i det røde felt med ”GET YOUR ASS OUT OF INDIA – NOW !”.

.
Tilbage i det kolde danske forår begyndte nu det slidsomme arbejde med finansiering af projektet. En af indtægtskilderne kunne være at fordele udgifterne på flest mulige roklubber. I den forbindelse spurgte jeg, stadig som medlem af Hellerup Roklub, den daværende formand Henrik V Larsen om støtte. Bestyrelsen besluttede at støtte vores projekt med en letvægtsotter med mig som aktiv styrmand, hvilket jeg for altid vil være Hellerup Roklub meget taknemmelig for – af hjertet TAK!

Medieomtale var også en vej til finansiering, så en torsdag eftermiddag troppede jeg op TV-byen, iført sort lædertøj fra top til tå, da jeg kørte motorcykel. Fik foretræde for Claus Borre, med onelineren om, at Danmark havde fået en ny 8-cylindret Formel 1 racer - en spritny lejet lyseblå Carbocraft otter, forløberen for den senere Mærsk-otter.

Han lyttede skeptisk, på min vinklede historie om Formel 1 raceren, men sagde så: “Du kan få 3 minutter på lørdag”, hvilket nu rejste spørgsmålet: Hvordan kan man nå at kapitalisere denne mulighed på under 48 timer? På vejen ud i forkontoret til TV-sporten sad boksepromotor Mogens Palle i scoresofaen. Jeg bad om hans hjælp: “Hvad gør jeg med 3 min. på lørdag?” Han tog en lille lap papir og gav mig to telefonnumre, et til AKAI og det andet til Toms. AKAI havde ingen interesse, men Toms ville da gerne have et møde næste dag.

Marketingsdirektør Madsen og Salgsdirektør Schmidt hos Toms Chokolade, havde dog aldrig hørt om roning eller set muligheden for, at Toms kunne få reklame her. Men 3 min.’s sendetid på sporten var for stor en fristelse. De lod sig overtale til at betale for nye kulfiberårer, mod at vi iførte os de kendte røde Toms Yankie Bar trøjer.

Det var lettere sagt end gjort på en fredag. Der kunne kun fremskaffes 8 trøjer i København. De sidste 2 trøjer blev hentet med Toms' helikopter i Jylland, så vi lørdag formiddag alle stod klar, - ens påklædt. Det var tiden med reklamefrit TV, så man kunne frygte, at DR ville pakke deres udstyr sammen, når de så et sådant hold “Røde Yankier”, men det endte med at blive årets bedste “skjulte” reklame for Toms, 3 min. med røde Yankie Bar’s over hele skærmen. Dette udløste senere 10 guldbarrer til en værdi mange gange større end det oprindelige sponsorat, på de første 10 kulfiber sweep-årer i Danmark.

Nu var de materielle betingelser på plads, - ny båd, nye årer og en cox-box, - derefter var det op til mandskabet og træneren at omsætte det til resultater. Mange timers dedikeret træning på vandet i alt slags vejr, en meget disciplineret livsførelse på land, krydret med held, god timing og tilfældigheder, gav resultater i verdensklasse.

Sæsonen 1981 endte med resultater som vinder af det åbne mesterskaber ML8+ i Holland, Nordisk mesterskab i M8+ med royal præmieoverrækkelse og endelig VM guld i ML8+.

Nedenstående artikel ”En damp af parathed ” beskriver de 5 min. og 58 sek., det tog at vinde det første VM i otter og letvægtroning til Danmark, d. 30. august 1981 på Den Olympiske Robane Oberschleissheim i München, efter 11 års guldtørke.

Hjemkomsten og modtagelsen på København Hovedbanegårds Spor 1, den følgende aften med Flemming Sørensen’s skilte ”HELLERUP ROKLUB ØNSKER OTTEREN TILLYKKE MED VM-GULDET” var noget ganske specielt og næsten surrealistisk – tænk, at jeg var blevet en del af midtpunktet for en sådan velkomst og fejring. Dagen efter fulgte besøg hos borgmesteren på Rådhuset og senere en nominering til BT’s GULD.

Alt dette, som en stor kontrast til den ensomme livsforandrende oplevelse i den stille støvregn på en robane i München, der stadig giver mig anledning til stor taknemmelighed.

/Peter

På Youtube findes optagelser af begge otter løb. Den tunge otter var næsten 4 sek langsommere.
Se letvægtsotteren, klik på billedet eller her.