Badstuereglement

Reglement for Hellerup Roklubs Vinterbad

Hellerup Roklubs Vinterbad er en del af Hellerup Roklub og således underlagt dennes vedtægter.

Badstuen består af separat dame- og herreomklædning, fælles toilet og sauna samt badebro.

Benyttelse af badstuen

  • Sæsonen for badstuen starter den første søndag i september med standerhejsning og slutter den sidste søndag i april med standerstrygning.
  • Badstuen har åbent hver dag i sæsonen mellem kl. 06:00 og 22:00. Mandag, onsdag og fredag er der dog lukket for rengøring kl. 11:30-14:00.
  • Badstuen må kun benyttes af medlemmer, der er fyldt 15 år. Det er dog tilladt at medbringe børn af egen familie på lørdage og søndage i tidsrummet kl. 12:00-14:00.
  • Hvert medlem kan årligt to gange medtage en gæst mod betaling. Før gæsten tages med ind i saunaen, skrives navnet på medlemmet og på gæsten samt dato og klokkeslæt på en kuvert, der ligger i skabet ved indgangen til saunaen. Gæstebetalingen på 50 kr. per gæst lægges i kuverten, alternativt overføres via Swipp. Kuverten lægges i den røde postkasse i skabet.
  • Gæstebetalingerne bogføres for sig, og beløbet kan anvendes af Badstueudvalget til badstueformål. Gæsteroere kan derudover af bestyrelsen gives gæsteadgang mod betaling. Den, der inviterer en gæst, har ansvar for, at denne overholder husordenen.
  • Aktive medlemmer af Hellerup Roklub har adgang til samtlige af klubbens faciliteter inkl. badstuen.
  • Særskilte vinterbademedlemmer har kun adgang til badstue og badebro i vinterbadesæsonen. Ved særlige arrangementer kan roklubbens øvrige lokaler benyttes efter ansøgning til bestyrelsen.
  • Al badning sker på eget ansvar.
  • Det henstilles altid at bade mindst to ad gangen.

Badstueudvalg

  • Forhold omkring badstuen reguleres af et badstueudvalg bestående af en tovholder og mindst 4 udvalgsmedlemmer, der er brugere af badstuen. Hvis ikke tovholderen er medlem af Hellerup Roklubs bestyrelse, er et bestyrelsesmedlem tilknyttet som kontaktperson mellem badstue og bestyrelse. Udvalgsmedlemmer udpeges af bestyrelsen.
  • Badstueudvalget kan foreslå ændringer i badstuereglementet til vedtagelse i bestyrelsen.
  • Badstueudvalget vedtager i enighed husorden for badstuen. I tilfælde af uenighed forelægges sagen for bestyrelsen.
  • Henvendelse til udvalget foregår personligt eller via mail til: badstue@hellerup-roklub.dk.

Nøglekort

  • Adgang til badstuen sker med et nøglekort, som er strengt personligt. Det skal altid medbringes ved brug af badstuen. Ved misbrug eller kontingentrestance kan det inddrages eller spærres.
  • Bortkomne nøglekort kan erstattes ved at indbetale 100 kr. på Nordea konto nr. 0111-7557 951150 og sende en e-mail til noegle@hellerup-roklub.dk.

Særskilt vinterbademedlemskab

  • Indmeldelse foregår via Hellerup Roklubs hjemmeside under "vinterbadstue", hvor indmeldelsesblanketten udfyldes. Nye medlemmer skal samtidigt erklære sig indforståede med Hellerup Roklubs Vedtægter samt reglement og husorden for badstuen. Vinterbademedlemskab er personligt.
  • Årskontingent samt indmeldelsesgebyr opkræves via MemberLink og VisaDankort, hvorefter nøglekort udleveres/tilsendes.

Arrangementer

  • Der vil i løbet af sæsonen blive afholdt forskellige arrangementer som standerhejsning, medlemsmøde og saunagus.
  • Badstueudvalget vil efter behov udsende e-mail og nyhedsbrevet Opdrift med information, bl.a. om kommende arrangementer.

December 2015