Standerstrygning 2026

1. november 2026 11:25 , af Niels Andersen

Standeren blev strøget lørdag d. 31. oktober af Helle Mayor og Jens Tarp. Helle er "kanin" fra i år og har roet imponerende 1172 km. Jens har også roet langt, ikke mindre end 2236 km er det blevet til.



Jens kunne fejre sit 60 års jubilæum i klubben. Han er indmeldt d. 1. april 1966. Hvis du kigger nøje på billedet, kan du se, at Jens ved siden af slipsenålen fra vores venskabsklub WSV Godesberg bærer to æresmedaljer fra Dank Forening for Rosport og fra Dansk Idrætsforbund som bevis på en lang og betydelig "karriere" inden for rosporten. Så tag en tur på vandet med Jens og få ham til at fortælle om klubbens historie, f. eks. om dengang i 1992, hvor det lige netop blev vedtaget at åbne klubben for kvinder med en enkelt afgørende stemme. Ifølge Jens var det hans! Stort til lykke til Jens.

Forud for selve standerstrygningen var gået et par timer med bådevask og rengøring i bådehallen.

Som optakt til formandens tale blev der serveret et glas "bobler" til de tilstedeværende.

Formand Christian takkede for det store fremmøde med 100 tilmeldte. Det er dejligt med den meget store opbakning, også til den indledende bådevask her til formiddag og til rengøringsindsatsen i sidste weekend.

Christian gennemgik sæsonens højdepunkter.

Det har i år været endnu en fantastisk sæson i Hellerup Roklub.

Der er roet rigtig meget, 131.000 km i alle bådtyper i runde tal, hvilket er rekord i nyere tid, 247 har været ude at ro, 35 over 1.000, 8 over 2000, 4 over 3000, bådparken har været brugt flittigt, og der er kommet nye både til, som mange medlemmer har stiftet bekendtskab med.

Der er roet lokalt, og der har været mange langture rundt omkring i Danmark og i udlandet.

Også når det skal gå stærkt, gør HR sig gældende i 2026, guld i SPP, Copenhagen Harbour Race og Euroslide. Også vores kajakker har gjort sig bemærket som vinder af DKKF´s sommerkonkurrence om flest ture over 10 km.

Det sociale liv udspiller sig med onsdagsgril og et nyt initiativ ”Ingen Pizza uden Årer”.

Vi har haft en flok gode og flittige nye roere og kvalitetsroning morgen, middag og aften. Tak til roskolen og alle, der har ydet en flot indsats for, at de nye roere skulle føle sig godt tilpas i vores klub.

Der har også været rigtig travlt hos dem, der arbejder med vores huse og faciliteter. Vi har fået renoveret saunaen, der nu står flot, vi har ny landgang og en flydebro med nye kæder og ankre og ny træbeklædning, vi har nyt nøglesystem, vi har nye stole og borde på første sal, og en akustik, der er på plads. Vi har en dygtig fundraisinggruppe, der skaffer midler til projekterne.

Og alt imens det nye spændende er foregået, så har de stående udvalg arbejdet fantastisk til gavn for os alle. Køkkenudvalget sørger for, at køkkenet kører. Husudvalget tager sig af alt med bygningerne. Materieludvalget holder vores bådpark i topstand. IT sørger for at hjemmeside og GoMember spiller. Aktivitetsudvalget er den solide grund under roningen og det sociale. Uddannelse sørger for at uddanne nye roere og styrmænd. Administrationen sørger for økonomien og alt det praktiske omkring medlemsskaber. Badstueudvalget håndterer alle de mange brugere af sauna og gus. Tak til jer alle sammen for jeres uvurderlige bidrag til Hellerup Roklub.

Programmet for den kommende vintersæson dækker mange aktiviteter og interesser. Se al info og tilmelding i kalenderen. Alle de mange dygtige instruktører etc står klar. Til næste år revideres program baseret på den medlemsundersøgelse, som netop er udsendt. Husk at svare!

Spisning – så dejligt – men husk uden kokke ingen mad….

Bådvedligehold, meld jer gerne på et bådehold, skriv til materiel@hellerup-roklub.dk, eller tal med Peter Bjerrum

Roskolen optager ca. 25 nye kaniner i 2026/27. Tove og Mikkel står i spidsen for de flittige instruktører og assistenter. De første kaniner dukker op i klubben i starten af det nye år.

Og husk, at fra i morgen gælder reglerne om vinterroning.

Derefter blev der overrakt gavekort til klubbens 19 jubilarer.

Til sidst blev standeren strøget og der blev råbt hurra for HR.