Vi havde en meget festlig standerhejsning og dåb. Vi havde besøg af Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte, borgmester Michael Fenger og formand i DFfR Kasper Haagensen, som var med til at skabe en særlig stemningsfuld begivenhed.
Peter Klug-Andersen havde doneret en coastal båd, C4X+, som prinsessen døbte ”Gudmund Schack”. Peter havde valgt navnet som tak for den støtte, han har oplevet fra den tidligere formand for Dansk Idræts-Forbund gennem sin rokarriere.
Der var taler af HR’s formand, Christian Dawe, borgmesteren og HKH Benedikte, som alle udtrykte stor glæde over roning og generelt omkring idrættens betydning i samfundet.
Borgmesteren hjalp Peter Klug med at hejse standeren.
Der var en stor tak til de mange medlemmer, som har ydet en kolossal indsats for at stable arrangementet på benene. Det var en kæmpestor succes. Tusind tak.
Vi sang klubsangen, skålede og råbte hurra, før vi gik indendørs til et fornemt arrangement med lækre kager og canapeer.
Til sidst var "Gudmund Schack" på en frisk jomfrutur på Øresund.