En sidste tak til Arne Månsson 
3. juni 1948 – 12. oktober 2026

Hellerup Roklub har mistet en af sine mest betydningsfulde skikkelser. Arne Månsson var gennem årtier en fast og tryg del af klubbens liv – som roer, klubkammerat, formand og en utrættelig drivkraft i det fællesskab, han holdt så meget af.

Arne begyndte i klubben i 1961, og roningen blev en livslang kærlighed. Han var en dygtig og dedikeret kaproer - i sine unge år som outriggerroer i Bagsværd og senere som outriggerroer på Øresund - og han var gennem årene med til at ro mange guldmedaljer hjem. Særligt langdistancekaproningen og SPP havde hans hjerte. Her var han en værdsat medroer og en respekteret konkurrent, der altid gav alt for sit hold. Arne var en endog meget god roer, teknik og styrke var på højeste niveau. Selv efter han var gået over til inrigger vandt han forbundsmesterskabet for seniorer i singlesculler tre år i træk, så teknikken var i orden og han glemte aldrig scullerroningen.

I sin faste ro- og træningsgruppe, Rammstein, var Arne en ihærdig deltager i det hele: turene på vandet, træningen på ergometeret, skiturene og den årlige cykeltur. Han holdt af anstrengelserne, konkurrencerne og ikke mindst samværet. Euroslide var noget særligt. Når holdet stillede op i otterslide og kastede sig ud i 500 meter i hæsblæsende tempo, var Arne i sit rette element.

Men hans engagement sluttede langtfra ved bådebroen. Arne brugte en stor del af sin fritid på at få klubben til at fungere og udvikle sig. Først som kontingentkasserer og siden som formand gennem et årti tog han ansvar for både de store beslutninger og de utallige små opgaver, som hverdagen i en roklub består af. Han trådte til, når der var brug for ham, og blev ved til opgaven var løst.

Arne havde blik for det, der skulle ordnes her og nu, men også for det, der skulle sikre klubbens fremtid. Fornyelse og rettidig omhu betød noget for ham. Med sit venlige væsen, sin vedholdenhed og sin naturlige autoritet kunne han samle gode kræfter omkring sig og få mennesker til at arbejde sammen – hvad enten det var i en robåd, i bestyrelsen eller i en projektgruppe.

Det nye klubhus står som det mest synlige resultat af hans store indsats. Gennem det lange forløb frem mod byggeriet og som bygherrerepræsentant undervejs var Arne en utrættelig drivkraft. Han holdt fast, også når vejen var besværlig, og kastede sig med samme ildhu over de store og de små udfordringer. Fra: »Vi mangler et par millioner, dem må vi skaffe« til: »Der mangler lidt lys, jeg køber lige nogle lamper og hænger dem op.«

Det var meget Arne. Han så, hvad der var brug for, og gjorde noget ved det. Det er i høj grad hans fortjeneste, at vi i dag har et klubhus, hvor både nuværende og kommende generationer kan mødes om roningen og fællesskabet.

Arne tog sine opgaver alvorligt, men han havde også et lunt og tørt blik på tilværelsen og en god portion selvironi. Sommetider måtte vi andre lige gøre ham opmærksom på, hvor morsomt det egentlig var, det han havde sagt. Så kom latteren. Han var en varm og venlig klubkammerat, som mødte mennesker i øjenhøjde og havde mange gode historier med sig fra et langt liv på vandet.

Som bestyrelse ser vi med stor respekt og taknemmelighed på den indsats, Arne lagde i klubben, og det ansvar, han tog på sig. Han efterlod meget at bygge videre på – både i de rammer, vi mødes i, og i den vilje til at tage fat, som et frivilligt fællesskab er afhængigt af.

Den sidste tid var ikke nem for Arne, efterhånden som hans sygdom tog til. Alligevel bevarede han sin energi og sin lyst til at være med og bidrage til livet i klubben. Det betød meget, at klubkammerater med forståelse, tålmodighed og omsorg hjalp ham med fortsat at være en del af fællesskabet. Dem vil vi gerne rette en særlig tak til. De var med til at passe på både Arne og hans værdighed i en sårbar tid.

Hellerup Roklub ville ikke være den samme uden Arnes hjerteblod, stædighed og engagement. Vi vil savne ham på vandet, i klubhuset og i hverdagen.

Tak, Arne, for alle årene, for kammeratskabet og for alt det, du gav til vores klub.

Æret være Arne Månssons minde.

På bestyrelsens vegne

Lisbeth og Christian