Roskilde Fjord tog smukt imod Øresunds-kajakker

Af Annette Houman / Fotos: Hanne Hytteballe

Med kombinationen af høj sommersol, svag vind og 10 glade kajakroere kunne vores fælles Øresunds-langtur på Roskilde Fjord den 15. juli kun blive en succes. Og dét blev den!

Smilene var brede fra morgenstunden, da vi fem fra HR - Helle, Hanne, Trine, Michael og Annette - med varm kaffe på kanden tog imod fire deltagere fra Hellerup Kajakklub (HK). Snart var vores fem havkajakker og HK's fire turkajakker 'pakket' på vores trailer, og efter en kort turbriefing hoppede vi i to biler og kørte mod vest, mens snakken gik på tværs af klubberne.

I Roskilde sluttede den 10. deltager, der kom fra Klampenborg, sig til gruppen.

Vi var så heldige, at Roskilde Roklub havde givet os adgang til sine gode faciliteter, så vi nemt kunne gøre os klar og få kajakkerne i vandet. Og så af sted i roligt tempo og samlet flok.

Der blev padlet, snakket og fotograferet op langs kysten mod frokostmålet i Kattinge Vig. Vi nød synet af svanepar med ællinger, køer i flokke, lavt vand med millioner af små vandmænd, grønne enge, krat og skov, Havhingsten på vej på sommertogt, Sagafjord med turister og domkirken i det fjerne. Og meget mere.

Efter frokoststop fortsatte turen lidt nordpå og dernæst over fjorden mod Veddelev og retur til Roskilde Havn.

18 kilometer blev det til. De sidste par stykker i en lidt frisk modvind. Som om den gamle vikingestad liiige skulle vise de 'fremmede' på fjorden, hvem der bestemmer.

Alle var vi enige om, at det havde været en fantastisk tur, og at det havde været fantastisk at være en blandt flok fra flere klubber. Vi fik lært nye kajakroere at kende, udvekslet erfaringer, tips og tricks og er allerede i gang med at drømme om de næste langture i regi af Øresunds Kajakklubber (find gruppen på Facebook, oprettet på initiativ af Helle Aagot fra HK og Karen Merete fra HR).